Eventyr
Æventyr
Historien
om Havfruen
Der var en gang en havfrue. Hun boede i sit konkyliehus dybt nede i havet.
Som de fleste andre havfruer var hun med i Sirenerne, verdens største havfruekor. En dag, da hun var på vej til korprøve og skulle træffe sine veninder, så hun noget, som blinkede højere oppe mod vandoverfladen. Hun svømmede opad for at se, hvad det var, og da hun kom nærmere så hun, at det som blinkede var små perler, der var syet fast i et stort fiskenet. Hun så også undersiden af en båd.
Havfruer er nysgerrige og legesyge. Hun svømmede helt op til siden af båden og kravlede et lille stykke op. Da så hun Fiskeren.
Han sad stille og røg på sin pibe og ventede på, at hans net skulle fyldes med fisk. Havfruen syntes han var stilig. Hun så på ham et øjeblik og tænkte, at han måske kedede sig. Så kom hun til at tænke på, at hun ville opmuntre ham, når han bare skulle sidde der hele dagen. Og så gav hun sig til at synge.
Fiskeren blev først forskrækket, for han havde slet ikke lagt mærke til havfruen. Men strax efter syntes han, hun sang smukt. Så smukt, som han aldrig før havde hørt nogen synge.
Havfruen så, at han blev berørt, så hun sang bare stærkere og stærkere. Mellem sangene begyndte de at snakke, og snart kom de også til at grine. Hun svømmede rundt om båden og ind under den og op på den anden side, og ind imellem sprøjtede hun på ham.
Det er ikke rigtig til at vide præcist, hvad der skete, men pludselig var hun fanget i Fiskerens net. Først blev hun bange, og så blev hun ked af det. Hun tænkte på, hvordan hun skulle gøre for at komme tilbage til friheden. Da kom hun i tanker om, hvad hun havde lært i Havfrueskolen, da hun stadig bare var et barn. Og indeni sig selv bad hun Den Gamle Visdom for Havfruer om hjælp.
Efter et stykke tid svarede Den Gamle Visdom for Havfruer, at Havfruen selv skulle tænke sig frem til, hvordan hun skulle tage sig tilbage til friheden. Men der var en regel, som hun skulle følge:
“Det er forbudt at anvende knive, sakse, sværd og alle andre skarpe genstande. Du må tage dig ud af nettet uden at ødelægge hverken Fiskeren, nettet, båden eller dig selv.”
Heldigvis var det et meget stort net, og mærkeligt nok var det slet ikke tungt i vandet. Havfruen var stærk, og en meget dygtig svømmer, så hun gav sig til at svømme indeni nettet og trak det med sig så langt, som det gik. Da hun ikke kunne komme længere inde i nettet, svømmede hun atter op til vandoverfladen.
Da så hun Fiskeren i sin båd langt borte. Han sad stadig helt stille og røg på sin pibe og ventede på, at hans net skulle fyldes med fisk. Hun syntes stadig, han var stilig, og hun kunne vældig godt lide ham. Samtidig ville hun have sin frihed tilbage.
Havfruen tænkte sig om, og så kom hun i tanker om, at hvis man er kommet ind i et net, må man nødvendigvis kunne komme samme vej ud af det igen. Derfor var hendes næste tanke, at hun kunne svømne hele vejen tilbage til båden og åle sig ud af nettet samme vej, som hun var kommet ind.
Så det gjorde hun, og fik sin frihed tilbage endnu dejligere end nogensinde før, nu da hun havde lagt fangenskabet bag sig. Og næsten hver eneste formiddag svømmede hun hen for at hilse på Fiskeren, inden hun gik til prøve med Sirenerne.
HISTORIEN om EGERNBARNET
Altid når Havfruen kom hen til båden, sad Fiskeren stille og røg på sin pibe og ventede på, at hans net skulle fyldes med fisk. Han blev glad for at se hende, og de snakkede og grinede, og somme tider sang hun for ham.
En gang imellem fortalte han hende om dengang, han var ung og gjorde alt muligt andet end at sidde stille og ryge på sin pibe og vente på at hans net skulle fyldes med fisk. Om alle landene, han havde været i, alle sprogene, han havde lært, og menneskene, han havde mødt. En dag fortalte han hende et æventyr, som han selv havde fundet på:
Der var engang en egernfamilje med en mor og fire små egernbørn. Tre af dem var søde og artige og gjorde, som deres mor sagde. Men det fjerde egenbarn var en anden slags. Han kunne bare ikke sidde stille og fandt på alt muligt sjovt at lave. En formiddag som alle andre formanede egernmor sine børn om at være søde og artige og ikke gøre noget, der kunne være farligt. Så begav hun sig ud for at finde mad til børnene.
De tre små artige egernbørn gav sig til at lege med deres egernbamser. Men det fjerde egenbarn syntes, det var lidt for kedeligt. Som så ofte før kom han til at glemme, at hun havde sagt, at de ikke måtte gøre noget farligt – eller så forstod han bare ikke, hvad det egentlig betød. I hvert fald begav han sig på vej.
Han nød at være blandt alle de store trær i skoven og hoppede og hoppede fra det ene træ til det næste, og sagde til sig selv: “Det her er Verden”.
Sådan fortsatte han i flere timer, stoppede op engang imellem og tog en nød fra en busk, eller drillede en fuglemor, der lå på æg. Men til sidst blev han træt og begyndte at længes hjem til egernreden og den dejlige varme og bløde seng.
Pludselig var Verden så stor. FOR stor, og han ville virkelig hjem. Han hoppede over til det træ, han kom fra, og så kunne han ikke se hvilket træ han var kommet fra før det. Så blev han siddende i træet, han var kommet til og begyndte at græde.
Højt oppe i luften svævede en stor ørn. Ørne ser meget godt, også på lang afstand. Så det tog ikke så lang tid, før han så egernbarnet, som sad helt alene i træet og græd. Fordi han var så højt oppe, kunne han se mange kilometer af skoven på én gang. Han svævende rundt i cirkler et øjeblik. Så fik han øje på egernreden og egernmor og de tre egernbørn, som sprang rundt og kaldte og ledte. Og så forstod han sammenhængen, og hvad der var sket. Egernbarnet var faret vild, han kunne ikke selv finde hjem igen.
Ørnen fik ondt af egernbarnet. Han dykkede ned og tog forsigtigt fat i egernbarnets nakkeskind. Selv om det slet ikke gjorde spor ondt, peb egernbarnet, men det var nu mest af skræk.
Det tog ikke mange minutter, før de var oppe over reden. Ørnen dykkede ned og satte forsigtigt egernbarnet på en gren i nærheden. Så fløj han ud over Verden igen, hurtigere end egernbarnet kunne nå at takke ham.
Senere tænkte egernbarnet tit på Ørnen, og da han blev voksen og selv fik børn, glemte han aldrig, hvordan det var gået til, at Ørnen havde reddet ham.
